Siden 1865 har familiebryggeriet Fuglsang fremstillet godt sønderjysk øl. Sortimentet er efterhånden blevet udvidet med specialøl, sodavand og vand. Men samtidig med, at vi udvikler vores produkter, er der nogle traditioner, som vi stædigt holder fast i. Vi vælger omhyggeligt vores råvarer, og vi plejer det gode bryggerhåndværk.

Kærligheden til råvarerne og håndværket er gået i arv fra generation til generation, og derfor er det i dag grundlæggeren Søren Christian Fuglsangs tipoldebørn, der driver familiens bryggeri – som i øvrigt er Danmarks ældste familieejede bryggeri.

Familien driver også sin egen eksportmaltfabrik, som er en af de få uafhængige i Europa – og det er selvfølgelig den, der leverer det meste af den gode malt til Fuglsangs øl. Derudover vælger brygmesteren at give nogle øltypers fyldige maltsmag lidt kant, idet han tilfører udvalgte humlesorter fra f.eks. USA, England eller Tyskland.

Fordi vi er en del af det sønderjyske landskab, støtter vi Sønderjysk Elitesport. Det har vi gjort længe, og vi er stolte af vores lokale sportstalenter.